Cookie- og privatlivspolitikTirsdag den 8. marts 2011 var en stor dag. En længe ventet dag. Ikke fordi det var kvindernes internationale kampdag. Heller ikke fordi, det var den dag Birthe Rønn Hornbech blev sparket ud af Integrationsministeriet for sin noget aparte håndtering af statsløse-sagen. Jeg havde i øvrigt meget stor respekt for hende før hun blev minister, men stjernen faldt med et brag, da hun viste tænder overfor offentligheden, når pressen forsøgte at gå hende på klingen i forskellige sager.
Tirsdag den 8. marts 2011 var den dag, hvor EU-Domstolen offentliggjorde den såkaldte Zambrano-sag.
En hurtig opridsning af sagen: Hr. Gerardo Ruiz Zambrano og hans ægtefælle flygtede i 1990′erne til Belgien, fordi oprørerer i hjemlandet havde sat en pris på hans hoved. Belgien ville dog ikke godkende hans asylansøgning, men vedgik samtidig, at de ikke kunne sende ham hjem til Columbia, hvor han er statsborger. Han var altså havnet på det, der hedder tålt ophold.
Mens ægteparret opholder sig i Belgien, får de to børn. Belgisk lovgivning var på det tidspunkt sådan, at når børn bliver født dér, får de også automatisk belgisk statsborgerskab, uanset hvor forældrene har deres.
Hr. Zambrano bliver i 1999 arbejdsløs, på trods af at han faktisk ikke har nogen arbejdstilladelse. Han går på kommunen og beder om bistandshjælp, så han kan forsørge sin familie. Det bliver han nægtet med henvisning til den manglende arbejdstilladelse.
De stedlige immigrationsmyndigheder kvitterer med en udvisningsordre. Den falder ikke i god jord hos Hr. Zambrano, for børnene er jo belgiske statsborgere og dermed også unionsborgere i EU. Han beslutter sig for at hive Belgien i retten.
I den lokale ret stiller han spørgsmålet, om en unionsborger, som ikke har udnyttet sin ret til fri bevægelighed over grænserne indenfor Unionen, alligevel kan påberåbe sig EU-retten. Den lokale dommer kan naturligvis ikke svare på dette spørgsmål, så han gør det han skal: Udsætter mødet og sender sagen videre til EU-Domstolen i Luxembourg.
Ved EU-Domstolen (herefter kaldet Domstolen) er der ansat otte såkaldte generaladvokater. Det er højtuddannede jurister, som laver en slags indstilling til Domstolen. Ordningen er indført efter fransk model. Zambrano-sagen bliver vurderet af en engelsk generaladvokat ved navn Sharpston.
Sharpston laver en sindssyg grundig undersøgelse af sagen. Herunder mundtlige forhandlinger og indlæg fra medlemslandene. Hendes konklusion er, at hun for det første erklærer sig enig i, at da børnene er belgiske statsborgere, er de også automatisk unionsborgere, idet Belgien er en medlemsstat i EU. For det andet kan en unionsborger ikke nyde de rettigheder der ligger i unionsborgerskabet, hvis vedkommende er tvunget til at udrejse af Unionen. Til det spørgsmål, som Hr. Zambrano derfor stillede til den såkaldte forelæggende ret (det vil sige den lokale retsinstans i Belgien), svarede Fru Sharpston med et rungende JA.
Se, nu bliver det spændende, for generaladvokaterne har før sagt det samme i andre sager, uden at få held af det, da Domstolens dommerkollegie afsagde endelig dom i de pågældende sager. Dommerkollegiet, som består af én dommer fra hvert medlemsland, følger normalt generaladvokaternes indstillinger i 70% af sagerne, enten helt eller delvist.
Selv jeg var spændt på, hvad dommerne ville sige. Jeg har fulgt sagen tæt på nettet siden slutningen af november 2010, hvor en venlig sjæl på Ægteskab Uden Grænser’s forum gjorde opmærksom på, hvad der var i gærde.
Som sagt faldt dommen 8. marts 2011, og den var meget klar i mælet. Jeg citerer her præmisserne 39-45, og jeg har tilladt mig at fjerne krydshenvisninger, for at gøre det mere læsevenligt:
39 Det bemærkes for det første, at ifølge stk. 1 i artikel 3 med overskriften »Berettigede personer« i direktiv 2004/38 finder direktivet anvendelse på enhver unionsborger, der »rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer«. Direktivet finder derfor ikke anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede.
40 Artikel 20 TEUF tildeler enhver statsborger i en medlemsstat status som unionsborger. Da Gerardo Ruiz Zambranos børn har belgisk statsborgerskab, hvis betingelser for erhvervelse det henhører under den pågældende medlemsstats kompetence at definere, har de ubestrideligt denne status.
41 Domstolen har flere gange udtalt, at unionsborgerskabet kan være den grundlæggende status, som tilkommer medlemsstaternes statsborgere.
42 På denne baggrund er artikel 20 TEUF til hinder for nationale foranstaltninger, der har den virkning, at unionsborgere reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere.
43 Nægtelsen af ophold til en tredjelandsstatsborger i den medlemsstat, hvor hans små børn, som han forsørger, bor og er statsborgere, og også afvisningen af at tildele en sådan person arbejdstilladelse, har en sådan virkning.
44 En sådan nægtelse af ophold må derfor anses for at indebære, at disse børn, der er unionsborgere, vil blive nødsaget til at forlade Unionens område for at følge deres forældre. På tilsvarende måde forholder det sig, hvis en arbejdstilladelse ikke tildeles en sådan person, idet han risikerer ikke at have tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv og sin familie, hvilket også for hans børn, der er unionsborgere, vil indebære, at de vil blive nødsaget til at forlade Unionens område. Under sådanne omstændigheder kan de reelt ikke udøve kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere.
45 Herefter skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 20 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstat for det første nægter en tredjelandsstatsborger, som forsørger sine små børn, der er unionsborgere, ophold i den medlemsstat, hvori de er bosat og er statsborgere, og for det andet nægter nævnte tredjelandsstatsborger en arbejdstilladelse, for så vidt som disse afgørelser reelt fratager de nævnte børn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, der er tilknyttet statussen som unionsborger.
TEUF står for Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde. Den er nok bedre kendt som forfatningstraktaten, som blev rettet lidt til, efter at Holland og Frankrig sagde nej til den ved folkeafstemninger.
Dommen siger altså, at det er nationalstaten der afgør, om man er statsborger i det pågældende land eller ej. Og at da børnene er statsborgere i et medlemsland, er de også automatisk unionsborgere. Derefter “flytter” dommen sagen fra børnene og op på mere generelt plan, nemlig unionsborgeres status. Domstolen kalder det “kerneindhold” i unionsborgerskabet at bo i sit eget medlemsland sammen med sin familie, og at dette kerneindhold ikke kan nydes, hvis unionsborgeren ad bagvejen tvinges til at forlade sit hjemland og dermed Unionens område.
Dommerne svarer altså også JA til Hr. Zambrano’s oprindelige spørgsmål.
Det er normalt sådan ved afgørelser fra Domstolen, at de skal fortolkes udvidende, med mindre Domstolen tydeligt i dommen siger, at den skal fortolkes indsnævrende. Udvidende betyder derfor, at dommen ikke kun gælder i sager, der er fuldstændig og aldeles ens, men gælder i alle sager, hvor selv enkelte dele kan bruges.
Og hvad kan dommen så bruges til i dansk kontekst? Hvis du er dansk statsborger og gift med en person, som ikke er unionsborger, hvad enten I har børn sammen eller ej, kan I bruge denne dom til familiesammenføring. Du kan ikke mere henvises til at flytte med din ægtefælle til dennes hjemland, for at leve et familieliv dér. Med andre ord: Din ægtefælle kan ikke udvises af Danmark, så længe I er gift og/eller har danske børn sammen.
Politisk har dommen skabt ravage i den blå lejr. Er de stramme danske regler kylet i skraldespanden med denne dom? Særligt Dansk Folkeparti og Venstre er oppe at koge over dommen. En enkelt dr.jur. har også været oppe i det røde felt i en dansk avis over dommen. Hans kronik var på det nærmeste en tro kopi af Dansk Folkeparti’s partiprogram.
Det er dog sådan, at Domstolens afgørelser SKAL efterleves af samtlige medlemsstater, herunder Danmark. Både ord og ånd. Selv om der i ministerierne er ansat eksperter i at demonterer “EU-bomber”, hvis opgave det er at minimere dommenes reelle betydning på dansk område, er det vigtigt at ægtepar (med eller uden børn) fastholder dommens konklusioner overfor myndighederne, når de søger på grundlag af dommen. Hvis myndighederne stadig giver afslag, bør man i videst muligt omfang stævne staten for retten. Det vil bringe sagen til Domstolen igen, og der vil Danmark efter al sandsynlighed få klar besked om at stoppe sin demonterings-praksis og leve op til både ord og ånd i Domstolens afgørelser.